Tag-arkiv: Alene hjemme

Supermom for et døgn

Kender I den følelse, der ofte rammer mod slutningen af en rejse? Uanset hvor dejlig rejsen har været, så er man klar til at skulle hjem. Sådan har jeg det i hvert fald.

På en måde skete lidt det samme igår eftermiddags, da min mand trådte ind af døren. Så blev jeg træt! Ikke af at se ham, men nok nærmere fordi mit hoved tænkte, at nu var jeg ikke længere alene…

Fra jeg hentede min børn fredag eftermiddag med svedigt træningstøj og øl-ånde, og så et døgn frem, har jeg nemlig været den eneste ansvarlige voksen herhjemme. Og det er gået så godt! (Og jeg blev først træt, da det var ‘overstået’.)

Vi har både fået varm mad. Været på apoteket efter salve til børnehavedrengens meget voldsomme bygkorn. Været i Bilka efter fredagsslik og en tur i IKEA lørdag formiddag. Jeg er ikke typen, der tager frivilligt i IKEA – og slet ikke med tre børn. Men det gik så fint. Vi var der én time, og det var inkl. fortæring af den donut, som min datter kunne huske, var belønningen for at gennemføre IKEA.

Jeg har også leget frisør, og det er jeg altså ikke særlig god til, men der kommer fotograf i børnehaven på tirsdag – og jeg er den eneste, der må klippe drengen 🙈 Og ja, da drengen var klippet, kom jeg til at se på det føromtalte bygkorn 😱 Så virkede frisuren nærmest ubetydelig.

Selv natten klarede alle tre børn til UG. Der var ro 20.30, så jeg fik en aften på sofaen alene, og de to store sov til 7.30 næste dag. Mange tak. Som belønning fik de Nutella til morgenmad og vafler til eftermiddagsmad (og så har I lige glemt det, jeg skrev om fredagsslik og donuts i IKEA).

Så bare kald mig Supermom!

Lige nu flader jeg ud, efter vores fællesbad i den lokale svømmehal. Om lidt lurer der en oprydning, og ondulering af en rest vaffeldej fra i går. Og så kan jeg nok ikke trække ret meget mere ud af den weekend. ❤️

Alene på sofaen…

Det er torsdag aften. Klokken har lige passeret 20.00, og jeg ligger nu henslængt alene på sofaen. Jeg gasser den under min dyne.

Her er stille. Kun opvaskemaskinen kan jeg høre. Og måske en tung vejrtrækning i ny og næ.

I aften har jeg været alene med børnene. Jeg elsker, at de har en alder, hvor det faktisk er til at overkomme. Vi fik spist aftensmad, hvor vi alle tre sad ved bordet samtidig. Det kan være en bedrift i sig selv. At jeg så samtidig havde fået lavet varm mad er endnu en bedrift. Bevar mig vel, det var godt nok frikadeller og pommes frites, men det tæller også.

Begge børn har været i bad, og ligger nu nyskurede i hver deres seng og bobler.

Jeg ligger på sofaen og prutter slapper af. Overvejer om jeg skal se tv eller læse i min bog.

Sådan en torsdag er nu ikke så ringe 😊

P.S. Jeg er så lige kommet i tanke om, hvorfor de røg i bad. Og noget med at jeg har noget tøj med lort på, der nok bør smides i vaskemaskinen. Måske i aften – måske i morgen 😉

P.P.S. Da jeg skulle vælge billede til indlægget, fik jeg lige lyst til hjemmebag, så dropper vasketøjet og rører en dej i stedet.

Hav en god aften.

I dag har jeg ikke…

Jeg er alene hjemme. Sidst jeg var det, fik I indlægget “I dag har jeg…” Så denne gang får I:

I dag har jeg ikke…

  • Børstet tænder… Fandt noget sort i tandbørsten, så… Er jo alene hjemme.
  • Været i bad… Who cares – jeg er alene hjemme 😉
  • Spist rugbrød… Ups… Lillebror fik rugbrød, mens jeg gnaskede nybagt franskbrød
  • Været tilfreds med tallet på vægten til onsdagsvejningen. Ja jeg vejer mig hver onsdag, og har indtil nu været heldig at tabe mig jævnt pga. amning. Det er åbenbart slut, og nu skal jeg til at tænke over hvad jeg spiser…
  • Spist mere end én is – endnu… Tænker sådan på ovenstående, men det er jo synd for mig, og jeg er jo alene hjemme, så…
  • Slået græs! De sidste to gange har jeg fået kritik for mine evner på græsplænen, så nu strejker jeg!
  • Ryddet op i min badeværelsesskuffe… Heller ikke i dag – det er spændende, om det bliver i denne barsel…
  • Været uvenner med katten. Selvom jeg har måtte smide den ned fra barnevognen to gange – en af gangene lå Lillebror endda dernede. I nat lå den også pludselig i min seng.

Nå jeg vil smutte – der er meget mere, jeg kan nå ikke at lave endnu 🙂

Blogs jeg læser #7

Nøj hvor er jeg god til at være alene hjemme! Børnenes Bedste ringede i går og bad om lov til at hente A allerede i dag, så de kunne have HELE lørdag sammen. Det fik hun så lov til… Så nu sover Lillebror, og katten har jeg givet loppekur, så den er skidesur og har forladt stuen…

Aftenen skal gå med lidt bloggeri og så et afsnit mere af Matador. Jeg har besluttet, at det er blevet tid til endnu en bloganbefaling. Denne gang går vi helt væk fra mor-segmentet og bevæger os over i noget mere seriøst. Nemlig finans! Åh åh, men bare rolig – det er funny 🙂

Bloggen er nemlig Funny finans, der drives af Mille, som er journaliststuderende. Hendes formål er at levere sjove og relevante finansartikler med et glimt i øjet. Og det må jeg sige er lykkedes. Jeg er relativ ny i Milles univers, men jeg har et par gange surfet lidt rundt i diverse gamle indlæg. Mit favoritindlæg hedder Hvilken slankekur passer bedst til din økonomi, og giver et humoristisk twist på det at spare penge.

Hendes indlæg om fællesøkonomi er også værd at læse, og kan sagtens give anledning til et par tanker. Derudover har hun testet forskellige apps, f.eks. Jyske Banks app, der ligesom giver et økonomisk overblik a la Luksusfælden. Læs anmeldelsen her.

En sidste ting jeg vil nævne omkring Funny Finans er det ugentlige indlæg Fredagfinans. Det er simpelthen en update på ugens finansnyheder i ganske kort form. Forvent ikke store analyser af de enkelte emner, men forvent alligevel at Mille lige får sat sit eget præg på det hele. Nu er det jo fredag, så dagens Fredagsfinans kan læses her, og den fra sidste uge finder I her.

Så hermed en anbefaling om Funny Finans er givet videre. God aften!

Funny Finans

 

I dag har jeg….

I dag har jeg…

  • Været ‘alene’ hjemme
  • Klaret morgenen alene med to børn – inkl. bad til A. Vi nåede det, så A kunne blive afleveret i børnehaven, før Lillebror skulle i barnevognen. (Han faldt i søvn i bilen på vej hjem)
  • Sat blomster i krukker
  • Tømt Netto for frysepizza, koldskål, forårsruller, toast, chips, chokolade osv. Så nu klarer “vi” os nok til mandag.
  • Været stand-in i et overlap mellem to travle forældre. Dvs. trillet med genboens barnevogn med syg dreng, mens jeg gyngede Emil
  • Set første afsnit af Matador, men det kræver sit helt eget indlæg
  • Været ved frisør og få farvet bryn
  • Spist flødeboller, marcipanbrød, chokolade og chips. Jeg bliver tyk!
  • Hentet A i børnehaven og haft begge børn med over og fodre elefanter, kameler og heste ved Cirkus Dannebrog
  • Lavet pandekager
  • Puttet begge børn uden gråd!!! Og endda til kl. 20…

… og ja huset ligner noget der er løgn. Aftenen skal bruges på at slappe af og skrue en skrue i barnevognen…

Vi skrives ved 🙂

Alene hjemme – næsten…

Dette indlæg er skrevet onsdag aften, men først udgivet torsdag…

Jeg har lige kysset Manden farvel. Han tager af sted fra onsdag aften (nu) til mandag eftermiddag. Og så er jeg alene hjemme – altså næsten. Begge børn er her selvfølgelig også i hver deres omfang.

Jeg glæder mig og frygter det…

Generelt har jeg været meget lidt alene i min barsel, da Manden også går hjemme. Det kan være rart, men puh hvor jeg også savner at være alene! Jeg elsker at være alene. Elsker, elsker, elsker det.

Så nu har jeg sat mig med computeren på skødet. Fjernsynet er slukket, så jeg kan kun høre katten og A snorke om kap, og Lillebror der sparker lidt til dynen i søvne.

I morgen tidlig skal jeg have to børn spist af og i tøjet inden Lillebror trænger til sin første lur… Dagens første udfordring, men det klarer vi selvfølgelig. Jeg håber, håber, håber bare, at A sover længere end i dag, hvor hun stod op 4.24… Det straffede os alle ret hårdt, da hun kom hjem fra børnehave. Hun græd fordi Lillebror kiggede på hende, og fordi hun ikke kunne tygge det chokolade, jeg bestak hende med, og fordi… Hun var T R Æ T! Håber, håber, håber ikke at det skal gentage sig.

Det har længe været på tale, at A skulle ned til sin Bedste og overnatte. Sidst det var planlagt, blev det aflyst pga. sygdom. Så jeg har skyndt mig at arrangere et besøg i weekenden. Det vil faktisk sige, at i dagtimerne de næste fem dage er jeg næsten alene hjemme. Lillebror er her, og han sover mindre og mindre, men alligevel. 🙂 Kryds fingre for, at jeg ikke bliver skuffet.

Og hurra for gode venner, der har lånt mig en bil, så jeg ikke skal sidde helt alene herhjemme – eller knokle alt for meget rundt med to børn og barnevogn osv.