Når amningen ikke fungerer

Jeg ved ikke, om det ligger i generne, min opdragelse eller om det er påvirkning fra de personer, jeg har omgivet mig med gennem tiden, men faktum er, at jeg helst vil klare tingene selv. Jeg er dårlig til at bede om hjælp.

Bag mig har jeg to gode ammeforløb med masser af mælk og meget glade ammebørn. Derfor havde jeg ikke brugt mange kræfter på at tænke på amning denne gang heller. Men det har ikke fungeret optimalt. Jeg har bidt tænderne sammen og sagt; ‘Jamen det skal gøre ondt i starten’ og ‘Han skal jo lige lære det’.

Sundhedsplejersken har mistænkt et lidt stramt tungebånd, hvilket storebror også har, men som aldrig gav problemer. Men bare tanken om at nogen skulle klippe i mit barn, har gjort mig virkelig ked af det.

Ikke alle amninger har været frygtelige. Der har været både gode og dårlige perioder de sidste fire uger, og så er det ene bryst langt værre end det andet. Faktisk vil jeg næsten påstå, at vi kun har problemer med det ene bryst – til stor frustration for os begge. Og det begrænser mig socialt, for jeg har faktisk ikke lyst til at tage nogen steder hen, hvor der er nogen, der skal se mig amme.

Den anden morgen, hvor jeg ammede efter en rædderlig (elsker det ord 🙈) nat, sprøjtede tårerne ud som en kombination af smerte, søvnmangel, hormoner og opgivenhed. Jeg sagde til min mand, at der skulle gøres noget, og at han skulle hjælpe mig med at agere. Jeg havde forestillet mig, at vi kunne snakke muligheder om aftenen, men han var straks klar til at ringe til dem, jeg bad ham om.

Hans engagement fik mig sat i gang, og i løbet af dagen fik jeg skrevet til sundhedsplejersken. Og om natten googlede jeg øre-næse-hals læger, for midt i endnu en frygtelig amning tog jeg beslutningen. Og otte timer senere befandt jeg mig i et venteværelse med både min mand og søn. Selvom jeg prøvede at være sej, fik jeg ikke lov at tage afsted alene. Tak for den slags ægtemænd, der ved, hvornår de skal være der. ❤

Øre-næse-hals lægen var dog ikke ‘imponeret’ over tungebåndet, så det kunne kun blive til et meget lille klip, som måske slet ikke har effekt. Men oh ve det var altså ikke særlig sjovt. Der var mere blod, end jeg havde researchet. Mere holden fast og bare mere skrig. Øv.

Nu er det gjort, og effekten skulle gerne komme snart. Håber jeg. Min sundhedsplejerske ringer i morgen, og så må vi vurdere, om jeg skal have fat i ammevejledningen. Der skal i hvert fald handles nu, hvor jeg er i gang.

Jeg ved ikke, hvorfor det har været så hårdt for mig at bede om hjælp. Jeg ved bare, at det ikke er alting, jeg kan klare selv.